En ny generation af medarbejdere


Restaurantkæden Cock’s & Cows vil forberede den yngre generation på en fremtid i branchen. Det gør de
med projektet ”Young Stars”, der introducerer de unge, uerfarne medarbejdere for restaurationsbranchen i trygge rammer, hvor de unge kan opbygge de kompetencer, som branchen efterspørger.

Dansk lovgivning har i en del år gjort det svært at ansætte unge i restaurationsbranchen. Ændringen af restaurationsloven i 2017 har nu givet de unge adgang til køkkengulvet, men de helt uerfarne medarbejdere kræver grundig oplæring og det er ressourcekrævende for restauranterne. For 20 år siden startede man som opvasker eller afrydder som 13-årig og udviklede sig langsomt til at kunne varetage mere ansvar og andre stillinger i restauranten. Det vil burgerkæden Cock’s & Cows gerne tilbage til.

- Vi mener det er sundt at komme væk fra mors skød og prøve kræfter med erhvervslivet og derfor tager vi glædeligt imod den nye generation og viser dem, hvad service er og hvorfor restaurationsbranchen er den bedste branche i verden siger Maria Mulbjerg Thimsen, Adm. CSR & HR hos Cock’s & Cows

Derfor har Cock’s & Cows startet projektet ”Young Stars”. Her får de unge praktisk erfaring og lærer samtidig ansvar, arbejdsmoral og hvordan erhvervslivet fungerer. Det har værdi både ift. at interessere de unge for branchen og for arbejdsgiverne:

- Vores branche er nødt til at gøre os attraktive igen og tiltrække de unge. Mange unge ønsker at få et job og vi vil gerne vise dem, hvad vores branche kan. Vi synes selv, at vi har en sjov og udfordrende arbejdsplads med mange kvaliteter og læringsprocesser, som man senere kan bruge andre steder og i andre brancher, siger Maria Mulbjerg Thimsen

De unge medarbejdere bærer en speciel uniform, der fortæller både gæster og kollegaer, at de er mindreårige og uerfarne for at sikre en vis overbærenhed, hvis der sker fejl. For Cock’s & Cows handler det om at løfte den sociale ansvarlighed og tage hensyn til de unge, så de hen ad vejen lærer, at det er okay at lave fejl indtil man mestrer opgaven.

Cock’s & Cows er med i REGA, et nyt branchefællesskab, der arbejder målrettet og ambitiøst med samfundsansvar. Ved sit engagement i REGA har Cock’s & Cows forpligtet sig til at arbejde systematisk med at forebygge negative indvirkninger på menneskerettigheder, både medarbejderes, gæsters og naboers, at reducere negative indvirkninger på miljøet og at skærpe fokus på antikorruption