Fritidsjob i restaurationsbranchen

Det eksisterende samarbejde mellem Københavns Erhvervshus, Danmarks Restauranter & Cafeer og REGA udvides med foreningen FISKEN. 

REGA og foreningen FISKEN ønsker at fremhæve vigtigheden af fritidsjob for unge mennesker. Forskning (fra bl.a. Den Sociale Kapitalfond) viser nemlig, at unge, som har haft et fritidsjob, i langt højere grad klarer sig bedre i deres voksenliv end unge, som ikke har haft et fritidsjob. Grundene til dette er, at fritidsjob er med til at øge unges sociale, kulturelle og faglige kompetencer, øge deres tro på dem selv og dermed deres chancer for at gennemføre en ungdomsuddannelse. 

Ifølge Lise Vindel, projektkoordinator i FISKEN, er der flere unge mennesker, som direkte opsøger FISKEN og er meget motiveret og ivrige efter at få et fritidsjob. De unge søger råd om job, og ofte er motivationsfaktorerne ønsket om at få arbejdserfaring og derudover at indgå i fællesskaber, hvor de unge kan møde og lære af mennesker, som de ellers ikke ville møde i deres dagligdag. Et job i branchen kan være med til at udvide de unges horisont og give dem et indtryk af, at verden kan se meget forskellig ud alt efter, hvor man står. 

REGA har gennem sit arbejde og tilhørsforhold til DRC en direkte og bred kontakt til restaurationsbranchen, herunder REGA-virksomhederne og kan derigennem orientere om ledige stillinger og hjælpe FISKEN med at etablere kontakt mellem kandidater og bestemte ansættelser, tilpasset målgruppen. I det nye samarbejde bliver der naturligvis taget hensyn til, at minimumsalderen for arbejde, steder hvor der serveres alkohol, er 15 år.  

REGA-medlem Cock’s & Cows har også fokus på den unge generation gennem deres projekt Young Stars, som du kan læse mere om her 

 ________________________________________________________________________________________________________________________________________________

FISKEN Fritidsjobformidling er et åbent og gratis tilbud til unge i alderen 13-24 år, som ikke på egen hånd kan søge og få et fritidsjob. FISKEN Fritidsjobformidling har mere end 10 års erfaring med at støtte og vejlede unge i at søge, få og fastholde et fritidsjob. De har gennem årene udviklet en effektiv metode til at klæde de unge godt på til arbejdsmarkedet, hvor de unge lærer om regler, rettigheder og god opførelse på arbejdsmarkedet. Derudover fungerer det også som et værested og et mentorprojekt for unge over 18 år.   

Du kan læse mere om Foreningen FISKEN her