Cofoco omstiller til grøn energi

I 2018 er en stor drøm gået i opfyldelse for restaurantkæden Cofoco. Deres nye store investering, en solcellepark, står færdig. Den ni fodboldbaner store solcellepark skal gøre restaurationskæden CO2-neutral.  

I samarbejde med Better Energy er Cofoco den første restaurantkæde i Danmark til at foretage en 100 pct. omstilling til solenergi. Solcelleparken ved Nees i Nordjylland får en årlig energiproduktion på 5000 MWh. Det kan dække det årlige energiforbrug i 3100 gennemsnitsfamilier. Solcellerne dækker Cofocos samlede forbrug af energi og mere til, for overskuddet fra produktionen på omkring 1500 MWh er med til, at Cofoco ved fremtidige udvidelser vil være dækket af grøn energi.  

- Det er klart, at vi står overfor nogle store klimaudfordringer, og vi har alle et ansvar for at handle og vende udviklingen. Partnerskabet med Better Energy dækker vores energibehov med solenergi og er et stort skridt for os imod en grøn omstilling. Vi mener, at udviklingen bl.a. skal drives frem af virksomheder som os og håber at kunne inspirere andre virksomheder til lignende initiativer, så den grønne omstilling i Danmark speedes op, siger Christian Lytje, partner og direktør hos Cofoco. 

Det var Cofocos ønske at tage et aktivt og synligt bæredygtigt initiativ og ifølge Rasmus Lildholdt Kjær, CEO hos Better Energy, kan samarbejdet være med til at sætte nye standarder for, hvordan virksomheder i vidt forskellige brancher kan løfte deres del af ansvaret.  

- Ved at omstille os til grøn energi viser vi vores gæster og omverdenen, at vi står fast på vores engagement i at give den gode spiseoplevelse, og at vi samtidig er parate til at tage ansvar for den påvirkning, som den har  miljøet, siger Christian Lytje. 

Solcelleparken er en stor investering for restaurantkæden, men det er ifølge Christian Lytje kun ét af flere tiltag, der skal   målrette restaurationskædens en højere grad bæredygtighed i driften.  

Cofoco er med i REGA, Restauratørernes Garantiordning, som er et nyt branchefællesskab, der arbejder målrettet med samfundsansvar. Som en del af sit engagement i REGA arbejder Cofoco systematisk og målrettet på at forebygge negative indvirkninger på menneskerettigheder – både medarbejderes, gæsters og naboers – og reducere negative indvirkninger på miljøet.