REGA på Madens Folkemøde

Fremtidens Restaurationsbranche: Politisk langtidsplanlægning eller prestigeprojekter?

Hvem: Debat v. REGA, Restauratørernes Garantiordning under Danmarks Restauranter og Cafeer.
Hvor: fredag den 10. maj kl. 15.00-15.45, Laden, Engestofte Gods, Maribo

Lolland-Falsters nye begivenhed, Madens Folkemøde, søger at skabe stærkere fællesskab omkring natur, mad og fødevarekultur. Derfor opfordres alle, der arbejder med- eller blot har interesse for mad, gastronomi eller fødevarer, til at deltage.

Madens Folkemøde finder sted for første gang fra den 10. og 11. maj på Lolland-Falster, og her kan du bl.a. møde en række af det danske madlands toneangivende branchefolk. Samtale og diskussion er en af kernerne til Madens Folkemøde, hvor der sættes fokus på sammen at udforske nutidens og fremtidens madtendenser, og i den forbindelse afholder REGA debatten: Fremtidens Restaurationsbranche: Politisk langtidsplanlægning eller prestigeprojekter?

REGA (Restauratørernes Garantiordning) inviterer sammen med DRC (Danmarks Restauranter & Cafeer) til debat med ledende aktører inden for den danske restaurationsbranche om ansvarsfordelingen henimod fremtidens restaurationsbranche. Med afsæt i den store politiske interesse for restaurationsbranchen, diskuterer vi, hvordan politiske initiativer som Gastro 2025 hænger sammen med samtidige krav om bæredygtig omstilling.

Imponerende vækstrater i branchen de senere år (Danmarks Statistik), stjernedrys over det danske landskab (The Host) og en stadig voksende international interesse for Danmark som gastronomisk højborg (The Host), har for alvor sat skub i de politiske initiativer; der er store forventninger til branchen, når man fra politisk hånd udpeger netop restaurationsbranchen som en af de væsentligste vækstmotorer i den danske økonomi (Miljø- og Fødevareministeriet).

Restauratørerne skal altså i de kommende år træffe en række store beslutninger, hvis fremtidens restauranter skal spille sammen med bæredygtig udvikling. Men hvordan når vi bedst dertil og hvem har ansvaret? Formår branchen at udnytte de muligheder, der gives fra politisk hånd, som f.eks. med Gastro 2025? Og er der behov for flere eller bedre politiske rygstød, der definerer et klart spor for fremtidens restaurationsbranche?

Med Kim Rahbek, stifter af Sticks’n’Sushi og talsperson for REGA, som moderator, drøfter vi dette med et stærkt panel bestående af:

  • Anders Aagaard, ejer og CEO, Madklubben
  • Anette Navne, direktør, Hotel Saxkjøbing
  • Anne-Birgitte Agger, direktør, Hotel- og Restaurantskolen
  • Hans Christian Smed, direktør, KBH Madhus
  • Torben E. Hoffmann E. Rosenstock, direktør, Danmarks Restauranter og Cafeer
  • Trine Hahnemann, ejer og CEO, Hahnemann Køkken

REGA - Restauratørernes Garantiordning

REGA er et branchefællesskab, der arbejder målrettet og ambitiøst med samfundsansvar. Det er et samarbejde mellem restauratører, der ønsker at løfte kvaliteten af deres arbejde med samfundsansvar. Medlemmer af REGA er forpligtet til at arbejde med både den sociale, miljø- og klimamæssige og økonomiske bundlinje. I REGA arbejder vi strategisk med FN’s 17 verdensmål og tilstræber at finde de mest bæredygtige løsninger til restaurationsbranchen.