Bæredygtighed i børnehøjde

På Copenhagen Cooking & Food Festival 2018 var det overordnede tema ”Breaking the New”, hvor dansk gastronomi og fødevareproduktion blev hyldet. Bæredygtighed var på menuen, og i den forbindelse inviterede Gorm’s Pizza til børnepizzaskole, hvor børnene kunne lære om vigtigheden i at udnytte råvarer, der ellers kunne blive til madspild.

Copenhagen Cooking & Food Festival løb i år af stablen fra d. 24. august til d. 2. september og bød på mere end 100 forskellige events og arrangementer. I år hyldede festivalen udviklingen af dansk gastronomi og fødevareproduktion gennem temaet ”Breaking the New”. Ifølge Copenhagen Cooking blev ”den gastronomiske revolution skabt af en ny tilgang til mad, der udfordrede den hidtidige, mere traditionelle tankegang om råvarer og gastronomi”. Festivalen er blevet et sted, hvor madbranchen kan dele viden og innovative ideer og fremvise nye initiativer og produkter, som skaber oplevelser omkring maden og råvarerne.

Samtidig har Copenhagen Cooking & Food Festival forpligtet sig på FN’s Verdensmål, fordi de gennem festivalen har en unik mulighed for at sætte spot på nogle af de problemstillinger, der eksisterer i den gastronomiske branche. Festivalen opfordrede både partnere og arrangører til at udvikle og ændre eksisterende vaner og tankegange.

Hos Gorm’s praktiserede de ”Breaking the New” og fokus på bæredygtighed gennem en børnepizzaskole. Gorm Wisweh lavede i samarbejde med to folkeskoleklasser pizzaer ud fra ”tøm-køleskabet”-princippet. Børnene havde kun grøntsager til rådighed og blev dermed udfordret til at lave utraditionelle børnepizzaer, hvor smagen stadig var i højsædet, og børnene samtidig lærte at bruge råvarer, der ellers kunne ende i skraldespanden.  ”Det er vigtigt for os, at børn lærer at smage på maden og prøver at lege med de forskellige smage, så de får øjnene op for, at en pizza er mere end blot tomat, skinke og ost” siger Gorm Wisweh.

Gorm’s har sammensat en video fra dagen, som du kan se lige her.

FN’s Verdensmål:

Verdensmålene for bæredygtig udvikling er 17 mål med 169 delmål, der tilsammen skal sætte os på kurs mod en mere bæredygtig fremtid, hvor ingen lades i stikken.

I 2018 havde Copenhagen Cooking & Food Festival fokus på henholdsvis:

Madspild – delmål 12.3. Inden 2030 skal det globale madspild på detail- og forbrugerniveau pr. indbygger halveres og fødevaretab i produktions- og forsyningskæder, herunder tab af afgrøder efter høst, skal reduceres.”

Ligestilling – delmål 5.5. ”Kvinder skal sikres fuld og effektiv deltagelse og lige muligheder for lederskab på alle niveauer af beslutningstagning inden for politik, økonomi og det offentlige liv.”